Damage and Joy!

Jeg tror det vigtigste band for mig i mine teenageår var The Jesus and Mary Chain.

Jeg voksede op i Fredericia, der dengang ikke, groft sagt, blev beboet af verdens mest progressive og åbne mennesker, jeg var usikker og på mange måder nok ensom og ulykkelig. Men i bøger og musik – specielt musik – var der, for mig, adgang til en større og mere fri verden med plads til at være anderledes og oprørsk mod al den konformitet, som jeg var omgivet af.

Og her kommer i 1985 de sortklædte skotter med det viltre hår i The Jesus and Mary Chain perfekt timet ind i billedet. Jeg læste om dem i Melody Maker og NME og ja, hvorhenne mon? Selvfølgelig på biblioteket. Jeg så fantastiske billeder af dem til gigs, der varede 5-10 minutter… Lige indtil der opstod optøjer og koncerten måtte afbrydes. Og jeg smuttede selvfølgelig ned i den lokale forretning lige bagefter: Lydsporet og spurgte efter Psychocandy, som deres debutalbum hed, havde jeg læst.

Og ja, så var verden faktisk lidt forandret for mig for ud af højttalerne kom den her sindssygt støjende rockmusik, som inde under, kunne jeg jo godt fornemme, havde virkeligt fængende melodier. Det album og efterfølgeren Darklands, der var mindre smadret til med larm, men lige så melodisk, blev det primære soundtrack for mit liv de næste år.

Sidenhen har de aldrig overgået de to første albums, men nu er der så, efter et mangeårigt tilløb kommet et nyt album: Damage and Joy. Og kan jeg så lide det? Ja, det giver selvfølgelig ikke det samme kick som i 85, men jeg synes det på mest fantastiske vis, samler deres efterfølgende musik op til en slags samlet highlights af det – uden at der dog er bare et eneste track, der minder om Psychocandy. Jeg tror det er fornuftigt af dem, at lade det rockens nybrydende mesterværk, der var afgørende for fremkomsten af genren shoegaze og for at vi, kan man godt med nogen ret godt påstå, fx har Raveonettes fantastiske musik, stå for sig selv i sin helt egen ret.

De to Reid brødre – William og Jim – har derimod udviklet deres lyd mere og med fx flere lag kor og gået flot videre med duet formen: “Kvinde synger med mand om forhold”, som de tog fængslende op med Hope Sandoval fra Mazzy Star på albummet Stoned and Dethroned. Her blandt andet med Sky Ferreira.

Egentlig forstår jeg ikke altid hvorfor jeg kan lide deres let ironiske, ufølsomme stil, men jeg må endnu engang bare overgive mig til brødrene Reids helt fantastiske sangskrivning og signatur-lyd, som fører mig direkte i lydperfektionisk rock’n’roll himmel på hver eneste sang på Damage and Joy.

Om Velsignelser af Caroline Albertine Minor

Jeg læser ikke så ofte noveller, men kunne ikke sidde en fremragende anmeldelse i Information af novellesamlingen Velsignelser af Caroline Albertine Minor overhørig.

Det fortrød jeg på ingen måde. Som Tue Andersen Nexø skriver i anmeldelsen i Information, er det svært at forklare hvad det er, der gør Velsignelser, så god. Jeg tror blandt andet, helt bestemt, at det skyldes at sproget er afstemt og tilpas lydefri, og at karaktererne hænger sammen på intrigante måder gennem novellesamlingen, men faktisk også at de ikke gør det helt, så det også flosser.

De primære personer i bogen er i 20’erne og den handler vel egentlig om sorg, tab og livets meningsløshed. Her er ikke megen glæde, forelskelse eller anden lykke – allerhøjst som en igangsætning af tragedie. Men der løber alligevel en mystisk ukuelighed gennem fortællingerne, der gjorde at jeg ikke følte mig forstemt efter endt læsning. Jeg havde jo været i et helt særligt univers – påfaldende lig livet. Velsignelser er stor, stor novellekunst.