I hvert øjeblik er vi stadig i live

Jeg er stor tilhænger af bøger, der behandler tunge emner på en virkelighedsnær måde, og det er som om der i den sidste tid har været fokus på bøger, eller også er der bare udkommet nogle gode af slagsen, der behandler dødsfald, psykisk sygdom og sorg oplevet ganske tæt på.

Karl-Ove Knausgaard gav med sin “Min kamp”-serie endnu et nyere startskud til autofiktion i det hele taget, men måske ganske naturligt, da livet jo er sådan med en del nedture, synes jeg, at ane en lille bølge af autofiktion, der tager fat om de her tunge emner: Merete Lindstrøm: “Fra vinterarkiverne”, “Geir Gulliksen: “Historie om et ægteskab”, Daphne De Vigan: “Alt må vige for natten” og Naja Marie Aidt: “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” er nogle af dem, jeg lige kan komme i tanke om. Og så også svenske Tom Malmquists “I hvert øjeblik er vi stadig i live”.

Egentlig er det nok slet ikke korrekt litteraturteknisk at kalde dem alle for autofiktion. Men jeg tænker der er en fællesskab i de her bøger og andre om at behandle tungt, selvoplevet tragedie kunstnerisk, så man som læser kan fornemme at forfatteren faktisk selv får bearbejdet oplevelserne, men samtidig formår at skabe almenmenneskelig kunst, som vi andre kan tære af – både når noget tragisk hænder os, men også som en slags forberedelse og – ikke mindst – for at få fællesskab omkring tragedier, som man ikke altid får i det almindelige, overfladiske her-går-alt-som-det-skal-og-vi-orker-ikke-rigtigt-tale-med-dig-om-alt-det-svære-liv.

I Tom Malmquists “I hvert øjeblik er vi stadig i live”, hænder det fuldstændigt uforståeligt tragiske at forfatterens kone dør stærkt sygdomsramt under barsel med deres første barn sammen, mens barnet, en datter, heldigvis overlever. Og derudover mister forfatteren kort efter også sin far, der dør af kræft. I bogen følger man hele dette hændelsesforløb, men også en periode bagefter, men derudover er der masser af tilbageblik på forfatterens samliv med både kone og far.

Tom Malmquist er meget detaljeret i beskrivelserne af hændelseforløbene på sygehuset: Det er som om han prøver desperat, ved hjælp af at dokumentere det hændte, også at fastholde det mistede og ja, øjeblikkene, de øjeblikke, der aldrig kommer igen. Prosaen er på den måde meget præcis hele bogen igennem, og der lægges ingen fingre imellem i beskrivelser af både gode, såvelsom dårlige stunder med særligt den afdøde partner, og det som er så helt igennem fint og gør det til en meget fantastisk bog, er at den samme teknik benyttes i beskrivelsen af forfatterens første, meget svære samliv med den nyfødte datter og de meget smukke, kærlige og selvfølgelig triste, få ønske-umulig-fremtids-blikke på hvordan det kunne være foregået, hvis ikke det tragiske var sket.

Det her er faktisk en hjerteskærende, smuk kærlighedserklæring til både forfatterens afdøde kone, men også livet, men på en så tung og faktisk depressiv måde, at jeg egentlig ikke rigtig ville tro det kunne gøres inden jeg læste “I hvert øjeblik er vi stadig i live”. Så her skal lyde en opfordring til dig, der orker den slags litteratur, om at finde ud af om du ikke også sidder tilbage med den følelse, efter at du har læst den?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *