Kategoriarkiv: Musik

Vederkvægende Thåström

På Dagens Nyheters webside ligger et filmet interview med Joakim Thåström og det er ikke jordens mest vellykkede interview. Gang på gang – særligt i starten – svarer han umiddelbart “nej…” – og fortsætter så med nogle sætninger, der ikke just emmer af begejstring over at skulle forklare hvad hans nyeste album, Centralmassivet, handler om eller er inspireret af. Det er tydeligt at han faktisk forsøger at være høflig og svare udtømmende, men han har rent faktisk ikke rigtigt nogle svar. Hvad er fx Centralmassivet, albummets titelsang,  for en størrelse? Ja, ikke rigtigt andet end et godt ord og en fornemmelse….

Det giver selvfølgelig god mening at han ikke kan forklare sig, for i Thåström tekst- og musikunivers er vi helt ude i at forsøge at beskrive den uforklarlige, poetiske, smertefulde og, dog sjældent, glædelige eksistens. Det giver god mening at denne mand har lavet et cover af CV Jørgensen klassikeren Indian Summer ud fra Sort Sols udgave.

Thåström er en gudsbenådet svensk poet, der rammer dødens omklamren livet og de ensomme eksistensers smerte heri. Og musikken er en rasende alvorlig blanding af elektronisk tung bluesgang, spredte guitarer og blide, tøvende klaveranslag. Centralmassivet er Thåström i topform i ni sange, der fortæller om livets uafvendelighed på en klartskuende, skummel og vederkvægende måde. Så slut med det her forsøg på at beskrive en stor kunstneriske musikalsk oplevelse. Centralmassivet anbefales.

Pretenders debut – et album mesterværk

I 1986 ønskede og fik jeg Pretenders nyeste album: Get Close i fødselsdagsgave. Sandsynligvis fordi jeg havde hørt poprock-hittet Don’t get me wrong, der var relativt meget spillet rundt omkring på det tidspunkt. Og siden har jeg været stor fan af Chrissie Hynde, som jo, må man sige på det tidspunkt og frem af var næsten synonym med Pretenders. Jeg synes hun har en sårbarhed i sin hæse stemme, har lavet nogle ret gode sange, og har en androgyn, sexet og cool udstråling – ja, næsten som en kvindelig David Bowie.

For nylig læste jeg så til stor fornøjelse hendes selvbiografi Vild – Reckless på engelsk, der bekræfter mit positive billede af hende. Hendes kamp for at komme i gang med musikken varede det meste af 70’erne. Hun var blandt andet meget involveret i punkens “royale” omkring Sex Pistols osv. i London, men var også en del af det eksperimenterende hippie/garagerock miljø i USA.

Bogen er dedikeret Pretenders oprindelige guitarist James Honeyman-Scott, uden hvem, hun skriver at hun ikke ville være kommet i gang med at lave musik.

Jeg havde faktisk ikke hørt hele Pretenders selvbetitlede debut før jeg fandt den i en pladebutik i Palma de Mallorca her for ca. tre uger siden. Jeg var jo gået sådan gået lidt på jagt efter det efter at have læst bogen. Og sikke et fantastisk album det er!

Jeg tænker lidt at hvis man var fan af bandet, da det udkom i 1980, må man synes det er gået kraftigt ned ad bakke siden – selvfølgelig med gode momenter indimellem. Det er et af de albummer, hvor ikke en eneste lyd og strofe er sat forkert: Der er hurtige sange, der er langsomme, der er overraskende elementer, der sørger for det ikke bliver kedeligt og for trygt og alle sange er gode og hits i sig selv. Og frem for alt så rocker det bare 10 gange mere end på de senere albums. Hør selv herunder.

Selvfølgelig vil Chrissie Hynde for altid være en af de helt store kvindelige rockkoryfæer, der sammen med få andre som Patti Smith, har inspireret musikere og bands som PJ Harvey, Bikini Kill, Hole, Yeah Yeah Yeahs og mange flere. Men hun har også været en kæmpestor del af at lave et mesterværk af et album sammen med en håndfuld andre musikere – ikke mindst James Honeyman-Scott, hvis guitarspil herpå er uangribeligt, uanstrengt og altid inspirerende.

James Honeyman-Scott døde i 1982 og bassisten Pete Farndon i 1983 – begge af narkotikaoverdosering. Om hvordan man kommer videre fra noget så tragisk handler den læsværdige selvbiografi Vild også om. Og musikalsk er hun jo helt sikkert kommet videre, men har altså efter min og sikkert også mange andres mening aldrig helt nået debutens skyhøje niveau.

Nyd her Tattooed Love Boys:

Lyden af sorg og panik

Det der kører på min pladespiller mest for tiden er LP’en Angst af bandet Kollapse, der består af fire mandspersoner med tilknytning til Aalborgs fantastiske brugerstyrede kulturhus 1000Fryd.

Jeg tror man vil kalde det hardcore, måske mest fordi det er nemmest at bevæge sig musikalsk indenfor en eller anden genre, når man skal beskrive musik; sikkert også fordi det som musiker og band er en måde at tilhøre en scene og nærmest automatisk få et publikum på.

Jeg synes bare det er virkelig god og tung, følelsesfuld musik, som rører mig. Og ja, der er masser af hurtige slag på trommer, tung bas, forvrænget guitar og hele to vokaler, der skråleskriger og endda på både engelsk og dansk. Men, hvis man skal snakke om genrer, er der også noget shoegaze og noget indiemetal på spil her – og så kommer jeg faktisk meget ofte til at tænke på tidlig Psyched Up Janis, når jeg hører Angst, og det er i min bog virkelig en ros.

For Kollapse kan noget af det, som Psyched Up Janis også kan, for mig. Lave vederkvægende smukt udtrykke den sorg og panik livet også byder på. Jeg hører også fra en kilde med kontakt til bandet, at noget af inspirationen til tekst og musik kommer fra oplevelser med selvmord og dødsfald. Og der hersker ingen tvivl i mit sind om, at der også ligger en hel del livslede og psykisk smerte bag at kunne lyde som Kollapse gør. Hør bare her:

Damage and Joy!

Jeg tror det vigtigste band for mig i mine teenageår var The Jesus and Mary Chain.

Jeg voksede op i Fredericia, der dengang ikke, groft sagt, blev beboet af verdens mest progressive og åbne mennesker, jeg var usikker og på mange måder nok ensom og ulykkelig. Men i bøger og musik – specielt musik – var der, for mig, adgang til en større og mere fri verden med plads til at være anderledes og oprørsk mod al den konformitet, som jeg var omgivet af.

Og her kommer i 1985 de sortklædte skotter med det viltre hår i The Jesus and Mary Chain perfekt timet ind i billedet. Jeg læste om dem i Melody Maker og NME og ja, hvorhenne mon? Selvfølgelig på biblioteket. Jeg så fantastiske billeder af dem til gigs, der varede 5-10 minutter… Lige indtil der opstod optøjer og koncerten måtte afbrydes. Og jeg smuttede selvfølgelig ned i den lokale forretning lige bagefter: Lydsporet og spurgte efter Psychocandy, som deres debutalbum hed, havde jeg læst.

Og ja, så var verden faktisk lidt forandret for mig for ud af højttalerne kom den her sindssygt støjende rockmusik, som inde under, kunne jeg jo godt fornemme, havde virkeligt fængende melodier. Det album og efterfølgeren Darklands, der var mindre smadret til med larm, men lige så melodisk, blev det primære soundtrack for mit liv de næste år.

Sidenhen har de aldrig overgået de to første albums, men nu er der så, efter et mangeårigt tilløb kommet et nyt album: Damage and Joy. Og kan jeg så lide det? Ja, det giver selvfølgelig ikke det samme kick som i 85, men jeg synes det på mest fantastiske vis, samler deres efterfølgende musik op til en slags samlet highlights af det – uden at der dog er bare et eneste track, der minder om Psychocandy. Jeg tror det er fornuftigt af dem, at lade det rockens nybrydende mesterværk, der var afgørende for fremkomsten af genren shoegaze og for at vi, kan man godt med nogen ret godt påstå, fx har Raveonettes fantastiske musik, stå for sig selv i sin helt egen ret.

De to Reid brødre – William og Jim – har derimod udviklet deres lyd mere og med fx flere lag kor og gået flot videre med duet formen: “Kvinde synger med mand om forhold”, som de tog fængslende op med Hope Sandoval fra Mazzy Star på albummet Stoned and Dethroned. Her blandt andet med Sky Ferreira.

Egentlig forstår jeg ikke altid hvorfor jeg kan lide deres let ironiske, ufølsomme stil, men jeg må endnu engang bare overgive mig til brødrene Reids helt fantastiske sangskrivning og signatur-lyd, som fører mig direkte i lydperfektionisk rock’n’roll himmel på hver eneste sang på Damage and Joy.