Kategoriarkiv: Albummesterværk

Vederkvægende Thåström

På Dagens Nyheters webside ligger et filmet interview med Joakim Thåström og det er ikke jordens mest vellykkede interview. Gang på gang – særligt i starten – svarer han umiddelbart “nej…” – og fortsætter så med nogle sætninger, der ikke just emmer af begejstring over at skulle forklare hvad hans nyeste album, Centralmassivet, handler om eller er inspireret af. Det er tydeligt at han faktisk forsøger at være høflig og svare udtømmende, men han har rent faktisk ikke rigtigt nogle svar. Hvad er fx Centralmassivet, albummets titelsang,  for en størrelse? Ja, ikke rigtigt andet end et godt ord og en fornemmelse….

Det giver selvfølgelig god mening at han ikke kan forklare sig, for i Thåström tekst- og musikunivers er vi helt ude i at forsøge at beskrive den uforklarlige, poetiske, smertefulde og, dog sjældent, glædelige eksistens. Det giver god mening at denne mand har lavet et cover af CV Jørgensen klassikeren Indian Summer ud fra Sort Sols udgave.

Thåström er en gudsbenådet svensk poet, der rammer dødens omklamren livet og de ensomme eksistensers smerte heri. Og musikken er en rasende alvorlig blanding af elektronisk tung bluesgang, spredte guitarer og blide, tøvende klaveranslag. Centralmassivet er Thåström i topform i ni sange, der fortæller om livets uafvendelighed på en klartskuende, skummel og vederkvægende måde. Så slut med det her forsøg på at beskrive en stor kunstneriske musikalsk oplevelse. Centralmassivet anbefales.

Pretenders debut – et album mesterværk

I 1986 ønskede og fik jeg Pretenders nyeste album: Get Close i fødselsdagsgave. Sandsynligvis fordi jeg havde hørt poprock-hittet Don’t get me wrong, der var relativt meget spillet rundt omkring på det tidspunkt. Og siden har jeg været stor fan af Chrissie Hynde, som jo, må man sige på det tidspunkt og frem af var næsten synonym med Pretenders. Jeg synes hun har en sårbarhed i sin hæse stemme, har lavet nogle ret gode sange, og har en androgyn, sexet og cool udstråling – ja, næsten som en kvindelig David Bowie.

For nylig læste jeg så til stor fornøjelse hendes selvbiografi Vild – Reckless på engelsk, der bekræfter mit positive billede af hende. Hendes kamp for at komme i gang med musikken varede det meste af 70’erne. Hun var blandt andet meget involveret i punkens “royale” omkring Sex Pistols osv. i London, men var også en del af det eksperimenterende hippie/garagerock miljø i USA.

Bogen er dedikeret Pretenders oprindelige guitarist James Honeyman-Scott, uden hvem, hun skriver at hun ikke ville være kommet i gang med at lave musik.

Jeg havde faktisk ikke hørt hele Pretenders selvbetitlede debut før jeg fandt den i en pladebutik i Palma de Mallorca her for ca. tre uger siden. Jeg var jo gået sådan gået lidt på jagt efter det efter at have læst bogen. Og sikke et fantastisk album det er!

Jeg tænker lidt at hvis man var fan af bandet, da det udkom i 1980, må man synes det er gået kraftigt ned ad bakke siden – selvfølgelig med gode momenter indimellem. Det er et af de albummer, hvor ikke en eneste lyd og strofe er sat forkert: Der er hurtige sange, der er langsomme, der er overraskende elementer, der sørger for det ikke bliver kedeligt og for trygt og alle sange er gode og hits i sig selv. Og frem for alt så rocker det bare 10 gange mere end på de senere albums. Hør selv herunder.

Selvfølgelig vil Chrissie Hynde for altid være en af de helt store kvindelige rockkoryfæer, der sammen med få andre som Patti Smith, har inspireret musikere og bands som PJ Harvey, Bikini Kill, Hole, Yeah Yeah Yeahs og mange flere. Men hun har også været en kæmpestor del af at lave et mesterværk af et album sammen med en håndfuld andre musikere – ikke mindst James Honeyman-Scott, hvis guitarspil herpå er uangribeligt, uanstrengt og altid inspirerende.

James Honeyman-Scott døde i 1982 og bassisten Pete Farndon i 1983 – begge af narkotikaoverdosering. Om hvordan man kommer videre fra noget så tragisk handler den læsværdige selvbiografi Vild også om. Og musikalsk er hun jo helt sikkert kommet videre, men har altså efter min og sikkert også mange andres mening aldrig helt nået debutens skyhøje niveau.

Nyd her Tattooed Love Boys: