Forfatterarkiv: Thomas Damholt

Uhyggelig og rørende fortælling om et ægteskabsbrud

”Historie om et ægteskab” har – sammen med anden såkaldt autofiktion, der er litteratur, der går så tæt på forfatterens virkelige liv, at det virker som det beskriver præcis hvad der skete – vakt en del røre i Norge, hvor forfatteren Geir Gulliksen bor, da den udkom.

Det er forståeligt, hvis Geir Gulliksens ex-kone har syntes det var nærgående læsning, da bogen handler om et ægteskabsbrud mellem forfatteren og hende, hvor det er hende, der bliver forelsket i en anden og efter en lang periode endelig bryder. Parret har to børn og er meget veletablerede, og Geir er meget glad for hende, og synes de er perfekte for hinanden.

Noget af det, der er så godt ved bogen, er at Geir Gulliksen beskriver de små detaljer set fra ex-konens side: Hvordan det starter med bare en anelse om at den nye partner udviser en lille, personlig interesse og hvordan det i starten ”bare” er et fællesskab om lange løbeture, som de dyrker – og det stille og roligt bliver fuldstændig uundgåeligt at det skal være de to – og – måske – har været det lige fra starten.

Hvis man selv – og hvem har ikke det – er blevet svigtet eller har svigtet – er det særlig uhyggelig læsning, der virkelig går ind under huden. Noget af det, der gør det særligt skræmmende, er at Geir og ex’en undervejs i processen er utroligt gode til at tale om hvad, der sker, men at det i starten også pirrer ham at hun får interesse fra en anden.

Puha – det er smertefuldt at læse, men også utroligt smukt i passager, da kærligheden, sådan set både mellem det gamle og det nye par, beskrives flot.

Og – må jeg næsten sige – selvfølgelig beskrives Geirs totale følelsesmæssige nedtur og desperation også meget detaljeret og vedkommende –  og ja, uhyggeligt – godt.

PS: Forsidefotoet er et af de bedst beskrivende til en bogs indhold, som jeg nogensinde har set.

Deroute dystopi

Solar af Theis Ørntoft udkom tidligere i år og skabte en del røre, da den både omhandler en  klimakatastrofe i form af overophedning af kloden og en menneskelig, nærmest nihilistisk nedsmeltning af værdier og moral.

Men selvfølgelig også – og heldigvis for det – fordi den er velskrevet af den yngre, meget anerkendte digter Theis Ørntoft.

Bogen virker umiddelbart meget selvbiografisk og starter med at hovedpersonen, som man altså formoder, er Theis selv, går den oldgamle hærvejsrute igennem et Jylland, som hovedpersonen har nært kendskab til.

Der er i starten nogle meget interessante betragtninger over menneskets lidt skæve forhold til naturen, og hjemkommet til København igen finder Theis en ung, smuk kæreste ved en lidt mystisk og drastisk omlægning til en sundere livsstil.

Men hvad der kun i starten føles som en kynisk tiltagen sig noget, som ikke naturligt passer til hovedpersonen, eskalerer efterhånden via en zombietilværelse, som misbruger af spillet GTA, som går ud på at smadre andre mennesker, til en flugt fra det danske velfærdssamfund på tommelen sydpå, uden at have nogen som helst penge med sig.

Hvad der derefter sker, må du selv finde ud af, ved at læse den anbefalelsesværdige bog.

Jeg synes det er en yderst, tankevækkende roman, der skriver sig ind i en tradition for mandlig deroute, som samtidig er hypermoderne.

Og – ikke mindst – med den ekstremt varme sommer vi lige har haft in mente, er det en meget velformuleret og, desværre, realistisk dystopi, som Theis Ørntoft har bedrevet.

Vernon Subutex’ nedturs tour-de-force

Det er sjældent jeg læser noget, som føles så aktuelt og samtidig virkelig klassisk, som Virginie Despentes roman Vernon Subutex 1.

Den handler om Vernon Subutex, der er midt i fyrrerne, bor i Paris og de senere år har været uden arbejde efter at han blev nødt til at lukke sin pladebutik Revolver pga. krisen i musikbranchen. Man kan vist også godt roligt sige at Vernon efterhånden selv kommer i krise. Han har på mange måder levet et priviligeret, ansvarsløst ungkarle-liv med fester, venner og let adgang til kvinder pga. sit gode udseende og det tiltrækkende ved at være sammen med en, der er noget “ved musikken”. Efter at have lukket pladebutikken sælger han stille og roligt ud af alt det overskydende fra butikken og sine møbler, så han i en længere periode blot har en pc og internetadgang, hvor han ikke laver meget andet end at kigge på porno.

Vennerne og kvinderne glider også stille og roligt i baggrunden og han lever et pseudoliv indtil han bliver sat på gaden og tvunget til at kontakte sine gamle bekendte for at have steder at overnatte. Herefter udspiller sig en nedturs tour-de-force, hvor vi i bogen møder en række mere eller mindre kyniske og overfladiske bekendtskaber, som han lyver for og udnytter og de udnytter ham indtil der ikke er mere at komme efter for nogle af parterne. Det er klart en uholdbar situation og det ender da også med at Vernon Subutex bliver reelt hjemløs, og pludselig nærmest skeptisk og udefra ser sig selv tigge i Paris’ gader.

Ja, det er på mange måder en tung omgang og der er ikke meget formidlende over Virginie Despentes beskrivelser af et liv, der hastigt ryger mod afgrunden. Det moderne, overfladiske storbyliv med fokus på udseende og fremtræden på de sociale medier spidder Virginie Despentes dog humoristisk og man kommer alligevel – og på trods – til at holde af hovedpersonen i al hans naive flyden med uden at kunne tage kontrol over noget som helst.

Jeg tror det, der har fået rigtigt mange franskmænd og altså også mig, til at læse og holde af bogen, er dens på mange måder kontante, nærmest amerikanske noir-stil, der ikke væver i barmhjertighed. Der er genklang af noget Bukowski, Hemingway og Henri Miller, men i moderne og tidsaktuel aftapning. Virginie Despentes skriver simpelthen på en meget presserende og nødvendig facon: Som om det ligger hende meget på sinde at vi ser, hvor snublende nær derouten er for både vores vestlige, kapitalistiske samfund, men også for det enkelte individ i et samfund, der bliver stadigt mere egocentreret og asocialt.

Vernon Subutex er planlagt som en trilogi, hvor der er udgivet to bind på fransk, men altså indtil videre kun et på dansk. Måske er der håb for vores helt i de kommende bind? Jeg tror det ikke rigtigt, men jeg glæder mig til at høvle mig igennem de prøvelser, der nu venter i det, der sandsynligvis bliver en sprællevende dødedans.

Vederkvægende Thåström

På Dagens Nyheters webside ligger et filmet interview med Joakim Thåström og det er ikke jordens mest vellykkede interview. Gang på gang – særligt i starten – svarer han umiddelbart “nej…” – og fortsætter så med nogle sætninger, der ikke just emmer af begejstring over at skulle forklare hvad hans nyeste album, Centralmassivet, handler om eller er inspireret af. Det er tydeligt at han faktisk forsøger at være høflig og svare udtømmende, men han har rent faktisk ikke rigtigt nogle svar. Hvad er fx Centralmassivet, albummets titelsang,  for en størrelse? Ja, ikke rigtigt andet end et godt ord og en fornemmelse….

Det giver selvfølgelig god mening at han ikke kan forklare sig, for i Thåström tekst- og musikunivers er vi helt ude i at forsøge at beskrive den uforklarlige, poetiske, smertefulde og, dog sjældent, glædelige eksistens. Det giver god mening at denne mand har lavet et cover af CV Jørgensen klassikeren Indian Summer ud fra Sort Sols udgave.

Thåström er en gudsbenådet svensk poet, der rammer dødens omklamren livet og de ensomme eksistensers smerte heri. Og musikken er en rasende alvorlig blanding af elektronisk tung bluesgang, spredte guitarer og blide, tøvende klaveranslag. Centralmassivet er Thåström i topform i ni sange, der fortæller om livets uafvendelighed på en klartskuende, skummel og vederkvægende måde. Så slut med det her forsøg på at beskrive en stor kunstneriske musikalsk oplevelse. Centralmassivet anbefales.

I hvert øjeblik er vi stadig i live

Jeg er stor tilhænger af bøger, der behandler tunge emner på en virkelighedsnær måde, og det er som om der i den sidste tid har været fokus på bøger, eller også er der bare udkommet nogle gode af slagsen, der behandler dødsfald, psykisk sygdom og sorg oplevet ganske tæt på.

Karl-Ove Knausgaard gav med sin “Min kamp”-serie endnu et nyere startskud til autofiktion i det hele taget, men måske ganske naturligt, da livet jo er sådan med en del nedture, synes jeg, at ane en lille bølge af autofiktion, der tager fat om de her tunge emner: Merete Lindstrøm: “Fra vinterarkiverne”, “Geir Gulliksen: “Historie om et ægteskab”, Daphne De Vigan: “Alt må vige for natten” og Naja Marie Aidt: “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” er nogle af dem, jeg lige kan komme i tanke om. Og så også svenske Tom Malmquists “I hvert øjeblik er vi stadig i live”.

Egentlig er det nok slet ikke korrekt litteraturteknisk at kalde dem alle for autofiktion. Men jeg tænker der er en fællesskab i de her bøger og andre om at behandle tungt, selvoplevet tragedie kunstnerisk, så man som læser kan fornemme at forfatteren faktisk selv får bearbejdet oplevelserne, men samtidig formår at skabe almenmenneskelig kunst, som vi andre kan tære af – både når noget tragisk hænder os, men også som en slags forberedelse og – ikke mindst – for at få fællesskab omkring tragedier, som man ikke altid får i det almindelige, overfladiske her-går-alt-som-det-skal-og-vi-orker-ikke-rigtigt-tale-med-dig-om-alt-det-svære-liv.

I Tom Malmquists “I hvert øjeblik er vi stadig i live”, hænder det fuldstændigt uforståeligt tragiske at forfatterens kone dør stærkt sygdomsramt under barsel med deres første barn sammen, mens barnet, en datter, heldigvis overlever. Og derudover mister forfatteren kort efter også sin far, der dør af kræft. I bogen følger man hele dette hændelsesforløb, men også en periode bagefter, men derudover er der masser af tilbageblik på forfatterens samliv med både kone og far.

Tom Malmquist er meget detaljeret i beskrivelserne af hændelseforløbene på sygehuset: Det er som om han prøver desperat, ved hjælp af at dokumentere det hændte, også at fastholde det mistede og ja, øjeblikkene, de øjeblikke, der aldrig kommer igen. Prosaen er på den måde meget præcis hele bogen igennem, og der lægges ingen fingre imellem i beskrivelser af både gode, såvelsom dårlige stunder med særligt den afdøde partner, og det som er så helt igennem fint og gør det til en meget fantastisk bog, er at den samme teknik benyttes i beskrivelsen af forfatterens første, meget svære samliv med den nyfødte datter og de meget smukke, kærlige og selvfølgelig triste, få ønske-umulig-fremtids-blikke på hvordan det kunne være foregået, hvis ikke det tragiske var sket.

Det her er faktisk en hjerteskærende, smuk kærlighedserklæring til både forfatterens afdøde kone, men også livet, men på en så tung og faktisk depressiv måde, at jeg egentlig ikke rigtig ville tro det kunne gøres inden jeg læste “I hvert øjeblik er vi stadig i live”. Så her skal lyde en opfordring til dig, der orker den slags litteratur, om at finde ud af om du ikke også sidder tilbage med den følelse, efter at du har læst den?

Pretenders debut – et album mesterværk

I 1986 ønskede og fik jeg Pretenders nyeste album: Get Close i fødselsdagsgave. Sandsynligvis fordi jeg havde hørt poprock-hittet Don’t get me wrong, der var relativt meget spillet rundt omkring på det tidspunkt. Og siden har jeg været stor fan af Chrissie Hynde, som jo, må man sige på det tidspunkt og frem af var næsten synonym med Pretenders. Jeg synes hun har en sårbarhed i sin hæse stemme, har lavet nogle ret gode sange, og har en androgyn, sexet og cool udstråling – ja, næsten som en kvindelig David Bowie.

For nylig læste jeg så til stor fornøjelse hendes selvbiografi Vild – Reckless på engelsk, der bekræfter mit positive billede af hende. Hendes kamp for at komme i gang med musikken varede det meste af 70’erne. Hun var blandt andet meget involveret i punkens “royale” omkring Sex Pistols osv. i London, men var også en del af det eksperimenterende hippie/garagerock miljø i USA.

Bogen er dedikeret Pretenders oprindelige guitarist James Honeyman-Scott, uden hvem, hun skriver at hun ikke ville være kommet i gang med at lave musik.

Jeg havde faktisk ikke hørt hele Pretenders selvbetitlede debut før jeg fandt den i en pladebutik i Palma de Mallorca her for ca. tre uger siden. Jeg var jo gået sådan gået lidt på jagt efter det efter at have læst bogen. Og sikke et fantastisk album det er!

Jeg tænker lidt at hvis man var fan af bandet, da det udkom i 1980, må man synes det er gået kraftigt ned ad bakke siden – selvfølgelig med gode momenter indimellem. Det er et af de albummer, hvor ikke en eneste lyd og strofe er sat forkert: Der er hurtige sange, der er langsomme, der er overraskende elementer, der sørger for det ikke bliver kedeligt og for trygt og alle sange er gode og hits i sig selv. Og frem for alt så rocker det bare 10 gange mere end på de senere albums. Hør selv herunder.

Selvfølgelig vil Chrissie Hynde for altid være en af de helt store kvindelige rockkoryfæer, der sammen med få andre som Patti Smith, har inspireret musikere og bands som PJ Harvey, Bikini Kill, Hole, Yeah Yeah Yeahs og mange flere. Men hun har også været en kæmpestor del af at lave et mesterværk af et album sammen med en håndfuld andre musikere – ikke mindst James Honeyman-Scott, hvis guitarspil herpå er uangribeligt, uanstrengt og altid inspirerende.

James Honeyman-Scott døde i 1982 og bassisten Pete Farndon i 1983 – begge af narkotikaoverdosering. Om hvordan man kommer videre fra noget så tragisk handler den læsværdige selvbiografi Vild også om. Og musikalsk er hun jo helt sikkert kommet videre, men har altså efter min og sikkert også mange andres mening aldrig helt nået debutens skyhøje niveau.

Nyd her Tattooed Love Boys:

Uopklarede forsvindinger i snestorme på islandske fjelde

Jeg havde Ukendte kyster, bind nr. 9 af islandske Arnaldur Indridasons serie om kriminalbetjenten Erlendur Sveinsson, med på ferie på Mallorca.

Så jeg lå altså fx på stranden i mere end 30 graders varme og læste om en uopklaret forsvinden af en kvinde i fjeldet på Island i en vinterstorm i 40’erne. På mange måder et ekstremt sammenstød mellem varme, mennesketæthed og en vis grad af overfladiskhed og så kulde, ensomhed og det helt, helt tunge i livet.

For hovedpersonen Erlendur går selv rundt med et enormt, tungt traume med skyld og savn som følgesvende, som på mange måder er en hoveddrivkraft i serien om ham: Hans lillebror forsvandt for ham i en snestorm på Island, da han var kun 10 år gammel. På mange måder kulminerer denne traumatiske oplevelse for Erlendur i Ukendte kyster, men jeg vil ikke fortælle hvordan, for, hvis du er i gang med serien, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre det, og hvis du, som jeg håber, får lyst til at starte med serien fx ved at læse dette, så vil jeg selvfølgelig heller ikke afsløre det.

Undervejs i de øvrige bind er Erlendur jævnligt kommet i det område af det østlige Island, hvor han voksede op og lillebroren forsvandt. Det var under et forsøg på at drive får sammen med deres far at han forsvandt, og i dette 9. bind har Erlendur endnu engang slået sig ned i den ubeboede ruin af en gård, som han voksede op i. Han bor ellers i Reykjavik, fraskilt med to voksne børn (meget mere om det i de andre bind), hvor han passer sit almindelige detektivarbejde som lidt overordnet kriminalbetjent, når han altså ikke forsvinder på disse stadigt længerevarende ture.

Han bliver tilbage på sin fødeegn ualmindeligt optaget af en historie, som en rævejæger fortæller ham om en uopklaret forsvinden i området af en ung kvinde i en snestorm under 2. verdenskrig. For hvorfor skulle hun dog pludselig på det tidspunkt besøge familie og sige farvel til sin mand, og ingen har siden set hende igen og ej heller hørt om at hun ville på tur gennem fjeldet lige pludselig? Og ja, så er Erlendurs passion jo, af gode grunde, disse uopklarede forsvindinger af mennesker.

Erlendur opsøger gamle familiemedlemmer og bekendte til den unge kvinde og langsomt oprulles måske hvad der skete…

Jeg synes Arnaldur Indridasons krimier om Erlendur indeholder en helt bestemt tristesse og alvor omkring de vigtige, tætte familierelationer, som nærmest ikke rigtigt hører krimigenren til og i Ukendte kyster faktisk helt overtager fokus fra plot og opklaring, men det fungerer helt fremragende for mig, og jeg kan på samme tid varmt og iskoldt anbefale dig at læse serien, hvis du synes det lyder dragende.

Tag med en tur i skyggezonen

På en tordnende regnvejrssommerdag må det være på sin plads at anbefale svenske Arne Dahls nye krimi Skyggezone.

Arne Dahl har tidligere skrevet den helt fremragende krimiserie om A-gruppen, fulgt op af OPCOP-serien med noget af det samme persongalleri – primært kriminalbetjentene Paul Hjelm og Kerstin Holm. Og nu er han altså begyndt på en ny serie om en anden svensk kriminalbetjent i Stockholm, der hedder Sam Berger.

Som I de tidligere bøger af Dahl går der ikke længe i Skyggezone før man bliver meget fascineret af hovedkarakteren Sam Berger. Der antydes flere gange en plagsom fortid – og jeg skal lige love for at det kommer til at handle om lige præcis den fortid længere henne i bogen. Hvad den handler om vil jeg ikke afsløre her, for bare en antydning vil ødelægge hvad romanens krybende og chokerende fortælleeffekter munder ud i.

Jeg kan dog sige at Skyggezone i forhold til bøgerne om A-gruppen går endnu tættere på hovedpersonernes psyke og forhold til andre mennesker. I Skyggezone optræder frem for alt nogle interessante kvindelige karakterer, der, ligesom i Arne Dahls forrige serie, udforsker det altid fascinerende spil mellem kvinder og mænd.

Men i forhold de forrige bøger, er der her ikke så meget fokus på politik og sociale forhold, så det tyder på at Arne Dahl med Sam Berger bevæger sig ind i den klassiske noir genre, og jeg vil sige at norske Jo Nesbøs legendariske bøger om kriminalbetjent Harry Hole er et ganske fint referencepunkt.

Ligesom Jo Nesbø skriver Arne Dahl også igen bukserne af kollegerne udi nordiske krimier. Hver eneste sætning er simpelthen en stor æstetisk nydelse, og jeg husker pludselig at jeg ikke rigtigt forstår en stor del af de anerkendte nordiske krimiforfatteres popularitet. Hvis du endnu ikke har prøvet at læse Arne Dahl kan du godt starte her, og så vil jeg næsten tro, at du bagefter kaster dig over A-gruppen serien, der starter med bogen Misterioso.

 

Lyden af sorg og panik

Det der kører på min pladespiller mest for tiden er LP’en Angst af bandet Kollapse, der består af fire mandspersoner med tilknytning til Aalborgs fantastiske brugerstyrede kulturhus 1000Fryd.

Jeg tror man vil kalde det hardcore, måske mest fordi det er nemmest at bevæge sig musikalsk indenfor en eller anden genre, når man skal beskrive musik; sikkert også fordi det som musiker og band er en måde at tilhøre en scene og nærmest automatisk få et publikum på.

Jeg synes bare det er virkelig god og tung, følelsesfuld musik, som rører mig. Og ja, der er masser af hurtige slag på trommer, tung bas, forvrænget guitar og hele to vokaler, der skråleskriger og endda på både engelsk og dansk. Men, hvis man skal snakke om genrer, er der også noget shoegaze og noget indiemetal på spil her – og så kommer jeg faktisk meget ofte til at tænke på tidlig Psyched Up Janis, når jeg hører Angst, og det er i min bog virkelig en ros.

For Kollapse kan noget af det, som Psyched Up Janis også kan, for mig. Lave vederkvægende smukt udtrykke den sorg og panik livet også byder på. Jeg hører også fra en kilde med kontakt til bandet, at noget af inspirationen til tekst og musik kommer fra oplevelser med selvmord og dødsfald. Og der hersker ingen tvivl i mit sind om, at der også ligger en hel del livslede og psykisk smerte bag at kunne lyde som Kollapse gør. Hør bare her:

Anbefaling af krimien Kolibrien af Kati Hiekkapelto

Jeg læser ofte krimier, der foregår i udlandet og gerne nogle, for mig, lidt eksotiske og øde steder. Jeg tror umiddelbart det var derfor jeg fik lånt Kolibrien af Kati Hiekkapelto med hjem. Det var så heldigt nok, for den er virkelig velskrevet og medrivende.

Vi følger i bogen ungarske Fekete Anna (ungarere siger ALTID efternavnet først finder man ud af i bogen), der som barn flygtede fra borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien med sin familie til Finland.

Hun er startet som kriminalbetjent i et team, der ikke umiddelbart er vant til at arbejde sammen med ”ikke-finner”. Hun lægger ud med en stor sag, hvor flere løbere i øde områder bliver brutalt skudt. Udover at sagen er spændende og først bliver opklaret i en meget spændende afslutning, har krimien, der er den første i en serie, hvor to’eren allerede er udkommet, meget indlevende menneskeskildringer.

Så hvis du er til gode – måske gerne skandinaviske krimier, som Arne Dahls A-team-serie, Springflod-serien og Jo Nesbøs Harry Hole-serie og gerne også – samtidig – til realistiske natur-/ og menneskebeskrivelser, vil Kolibrien helt sikkert være noget for dig. Måske kan du også oven i købet nå at afbestille ferien til Finland her i sommer, for du finder måske ud af at finnerne er lige præcis så sære, indelukkede og ja, morderiske, som man nogle gange forestiller sig…