Månedsarkiv: august 2017

I hvert øjeblik er vi stadig i live

Jeg er stor tilhænger af bøger, der behandler tunge emner på en virkelighedsnær måde, og det er som om der i den sidste tid har været fokus på bøger, eller også er der bare udkommet nogle gode af slagsen, der behandler dødsfald, psykisk sygdom og sorg oplevet ganske tæt på.

Karl-Ove Knausgaard gav med sin “Min kamp”-serie endnu et nyere startskud til autofiktion i det hele taget, men måske ganske naturligt, da livet jo er sådan med en del nedture, synes jeg, at ane en lille bølge af autofiktion, der tager fat om de her tunge emner: Merete Lindstrøm: “Fra vinterarkiverne”, “Geir Gulliksen: “Historie om et ægteskab”, Daphne De Vigan: “Alt må vige for natten” og Naja Marie Aidt: “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” er nogle af dem, jeg lige kan komme i tanke om. Og så også svenske Tom Malmquists “I hvert øjeblik er vi stadig i live”.

Egentlig er det nok slet ikke korrekt litteraturteknisk at kalde dem alle for autofiktion. Men jeg tænker der er en fællesskab i de her bøger og andre om at behandle tungt, selvoplevet tragedie kunstnerisk, så man som læser kan fornemme at forfatteren faktisk selv får bearbejdet oplevelserne, men samtidig formår at skabe almenmenneskelig kunst, som vi andre kan tære af – både når noget tragisk hænder os, men også som en slags forberedelse og – ikke mindst – for at få fællesskab omkring tragedier, som man ikke altid får i det almindelige, overfladiske her-går-alt-som-det-skal-og-vi-orker-ikke-rigtigt-tale-med-dig-om-alt-det-svære-liv.

I Tom Malmquists “I hvert øjeblik er vi stadig i live”, hænder det fuldstændigt uforståeligt tragiske at forfatterens kone dør stærkt sygdomsramt under barsel med deres første barn sammen, mens barnet, en datter, heldigvis overlever. Og derudover mister forfatteren kort efter også sin far, der dør af kræft. I bogen følger man hele dette hændelsesforløb, men også en periode bagefter, men derudover er der masser af tilbageblik på forfatterens samliv med både kone og far.

Tom Malmquist er meget detaljeret i beskrivelserne af hændelseforløbene på sygehuset: Det er som om han prøver desperat, ved hjælp af at dokumentere det hændte, også at fastholde det mistede og ja, øjeblikkene, de øjeblikke, der aldrig kommer igen. Prosaen er på den måde meget præcis hele bogen igennem, og der lægges ingen fingre imellem i beskrivelser af både gode, såvelsom dårlige stunder med særligt den afdøde partner, og det som er så helt igennem fint og gør det til en meget fantastisk bog, er at den samme teknik benyttes i beskrivelsen af forfatterens første, meget svære samliv med den nyfødte datter og de meget smukke, kærlige og selvfølgelig triste, få ønske-umulig-fremtids-blikke på hvordan det kunne være foregået, hvis ikke det tragiske var sket.

Det her er faktisk en hjerteskærende, smuk kærlighedserklæring til både forfatterens afdøde kone, men også livet, men på en så tung og faktisk depressiv måde, at jeg egentlig ikke rigtig ville tro det kunne gøres inden jeg læste “I hvert øjeblik er vi stadig i live”. Så her skal lyde en opfordring til dig, der orker den slags litteratur, om at finde ud af om du ikke også sidder tilbage med den følelse, efter at du har læst den?

Pretenders debut – et album mesterværk

I 1986 ønskede og fik jeg Pretenders nyeste album: Get Close i fødselsdagsgave. Sandsynligvis fordi jeg havde hørt poprock-hittet Don’t get me wrong, der var relativt meget spillet rundt omkring på det tidspunkt. Og siden har jeg været stor fan af Chrissie Hynde, som jo, må man sige på det tidspunkt og frem af var næsten synonym med Pretenders. Jeg synes hun har en sårbarhed i sin hæse stemme, har lavet nogle ret gode sange, og har en androgyn, sexet og cool udstråling – ja, næsten som en kvindelig David Bowie.

For nylig læste jeg så til stor fornøjelse hendes selvbiografi Vild – Reckless på engelsk, der bekræfter mit positive billede af hende. Hendes kamp for at komme i gang med musikken varede det meste af 70’erne. Hun var blandt andet meget involveret i punkens “royale” omkring Sex Pistols osv. i London, men var også en del af det eksperimenterende hippie/garagerock miljø i USA.

Bogen er dedikeret Pretenders oprindelige guitarist James Honeyman-Scott, uden hvem, hun skriver at hun ikke ville være kommet i gang med at lave musik.

Jeg havde faktisk ikke hørt hele Pretenders selvbetitlede debut før jeg fandt den i en pladebutik i Palma de Mallorca her for ca. tre uger siden. Jeg var jo gået sådan gået lidt på jagt efter det efter at have læst bogen. Og sikke et fantastisk album det er!

Jeg tænker lidt at hvis man var fan af bandet, da det udkom i 1980, må man synes det er gået kraftigt ned ad bakke siden – selvfølgelig med gode momenter indimellem. Det er et af de albummer, hvor ikke en eneste lyd og strofe er sat forkert: Der er hurtige sange, der er langsomme, der er overraskende elementer, der sørger for det ikke bliver kedeligt og for trygt og alle sange er gode og hits i sig selv. Og frem for alt så rocker det bare 10 gange mere end på de senere albums. Hør selv herunder.

Selvfølgelig vil Chrissie Hynde for altid være en af de helt store kvindelige rockkoryfæer, der sammen med få andre som Patti Smith, har inspireret musikere og bands som PJ Harvey, Bikini Kill, Hole, Yeah Yeah Yeahs og mange flere. Men hun har også været en kæmpestor del af at lave et mesterværk af et album sammen med en håndfuld andre musikere – ikke mindst James Honeyman-Scott, hvis guitarspil herpå er uangribeligt, uanstrengt og altid inspirerende.

James Honeyman-Scott døde i 1982 og bassisten Pete Farndon i 1983 – begge af narkotikaoverdosering. Om hvordan man kommer videre fra noget så tragisk handler den læsværdige selvbiografi Vild også om. Og musikalsk er hun jo helt sikkert kommet videre, men har altså efter min og sikkert også mange andres mening aldrig helt nået debutens skyhøje niveau.

Nyd her Tattooed Love Boys: