Månedsarkiv: juli 2017

Uopklarede forsvindinger i snestorme på islandske fjelde

Jeg havde Ukendte kyster, bind nr. 9 af islandske Arnaldur Indridasons serie om kriminalbetjenten Erlendur Sveinsson, med på ferie på Mallorca.

Så jeg lå altså fx på stranden i mere end 30 graders varme og læste om en uopklaret forsvinden af en kvinde i fjeldet på Island i en vinterstorm i 40’erne. På mange måder et ekstremt sammenstød mellem varme, mennesketæthed og en vis grad af overfladiskhed og så kulde, ensomhed og det helt, helt tunge i livet.

For hovedpersonen Erlendur går selv rundt med et enormt, tungt traume med skyld og savn som følgesvende, som på mange måder er en hoveddrivkraft i serien om ham: Hans lillebror forsvandt for ham i en snestorm på Island, da han var kun 10 år gammel. På mange måder kulminerer denne traumatiske oplevelse for Erlendur i Ukendte kyster, men jeg vil ikke fortælle hvordan, for, hvis du er i gang med serien, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre det, og hvis du, som jeg håber, får lyst til at starte med serien fx ved at læse dette, så vil jeg selvfølgelig heller ikke afsløre det.

Undervejs i de øvrige bind er Erlendur jævnligt kommet i det område af det østlige Island, hvor han voksede op og lillebroren forsvandt. Det var under et forsøg på at drive får sammen med deres far at han forsvandt, og i dette 9. bind har Erlendur endnu engang slået sig ned i den ubeboede ruin af en gård, som han voksede op i. Han bor ellers i Reykjavik, fraskilt med to voksne børn (meget mere om det i de andre bind), hvor han passer sit almindelige detektivarbejde som lidt overordnet kriminalbetjent, når han altså ikke forsvinder på disse stadigt længerevarende ture.

Han bliver tilbage på sin fødeegn ualmindeligt optaget af en historie, som en rævejæger fortæller ham om en uopklaret forsvinden i området af en ung kvinde i en snestorm under 2. verdenskrig. For hvorfor skulle hun dog pludselig på det tidspunkt besøge familie og sige farvel til sin mand, og ingen har siden set hende igen og ej heller hørt om at hun ville på tur gennem fjeldet lige pludselig? Og ja, så er Erlendurs passion jo, af gode grunde, disse uopklarede forsvindinger af mennesker.

Erlendur opsøger gamle familiemedlemmer og bekendte til den unge kvinde og langsomt oprulles måske hvad der skete…

Jeg synes Arnaldur Indridasons krimier om Erlendur indeholder en helt bestemt tristesse og alvor omkring de vigtige, tætte familierelationer, som nærmest ikke rigtigt hører krimigenren til og i Ukendte kyster faktisk helt overtager fokus fra plot og opklaring, men det fungerer helt fremragende for mig, og jeg kan på samme tid varmt og iskoldt anbefale dig at læse serien, hvis du synes det lyder dragende.

Tag med en tur i skyggezonen

På en tordnende regnvejrssommerdag må det være på sin plads at anbefale svenske Arne Dahls nye krimi Skyggezone.

Arne Dahl har tidligere skrevet den helt fremragende krimiserie om A-gruppen, fulgt op af OPCOP-serien med noget af det samme persongalleri – primært kriminalbetjentene Paul Hjelm og Kerstin Holm. Og nu er han altså begyndt på en ny serie om en anden svensk kriminalbetjent i Stockholm, der hedder Sam Berger.

Som I de tidligere bøger af Dahl går der ikke længe i Skyggezone før man bliver meget fascineret af hovedkarakteren Sam Berger. Der antydes flere gange en plagsom fortid – og jeg skal lige love for at det kommer til at handle om lige præcis den fortid længere henne i bogen. Hvad den handler om vil jeg ikke afsløre her, for bare en antydning vil ødelægge hvad romanens krybende og chokerende fortælleeffekter munder ud i.

Jeg kan dog sige at Skyggezone i forhold til bøgerne om A-gruppen går endnu tættere på hovedpersonernes psyke og forhold til andre mennesker. I Skyggezone optræder frem for alt nogle interessante kvindelige karakterer, der, ligesom i Arne Dahls forrige serie, udforsker det altid fascinerende spil mellem kvinder og mænd.

Men i forhold de forrige bøger, er der her ikke så meget fokus på politik og sociale forhold, så det tyder på at Arne Dahl med Sam Berger bevæger sig ind i den klassiske noir genre, og jeg vil sige at norske Jo Nesbøs legendariske bøger om kriminalbetjent Harry Hole er et ganske fint referencepunkt.

Ligesom Jo Nesbø skriver Arne Dahl også igen bukserne af kollegerne udi nordiske krimier. Hver eneste sætning er simpelthen en stor æstetisk nydelse, og jeg husker pludselig at jeg ikke rigtigt forstår en stor del af de anerkendte nordiske krimiforfatteres popularitet. Hvis du endnu ikke har prøvet at læse Arne Dahl kan du godt starte her, og så vil jeg næsten tro, at du bagefter kaster dig over A-gruppen serien, der starter med bogen Misterioso.