Månedsarkiv: juni 2017

Lyden af sorg og panik

Det der kører på min pladespiller mest for tiden er LP’en Angst af bandet Kollapse, der består af fire mandspersoner med tilknytning til Aalborgs fantastiske brugerstyrede kulturhus 1000Fryd.

Jeg tror man vil kalde det hardcore, måske mest fordi det er nemmest at bevæge sig musikalsk indenfor en eller anden genre, når man skal beskrive musik; sikkert også fordi det som musiker og band er en måde at tilhøre en scene og nærmest automatisk få et publikum på.

Jeg synes bare det er virkelig god og tung, følelsesfuld musik, som rører mig. Og ja, der er masser af hurtige slag på trommer, tung bas, forvrænget guitar og hele to vokaler, der skråleskriger og endda på både engelsk og dansk. Men, hvis man skal snakke om genrer, er der også noget shoegaze og noget indiemetal på spil her – og så kommer jeg faktisk meget ofte til at tænke på tidlig Psyched Up Janis, når jeg hører Angst, og det er i min bog virkelig en ros.

For Kollapse kan noget af det, som Psyched Up Janis også kan, for mig. Lave vederkvægende smukt udtrykke den sorg og panik livet også byder på. Jeg hører også fra en kilde med kontakt til bandet, at noget af inspirationen til tekst og musik kommer fra oplevelser med selvmord og dødsfald. Og der hersker ingen tvivl i mit sind om, at der også ligger en hel del livslede og psykisk smerte bag at kunne lyde som Kollapse gør. Hør bare her:

Anbefaling af krimien Kolibrien af Kati Hiekkapelto

Jeg læser ofte krimier, der foregår i udlandet og gerne nogle, for mig, lidt eksotiske og øde steder. Jeg tror umiddelbart det var derfor jeg fik lånt Kolibrien af Kati Hiekkapelto med hjem. Det var så heldigt nok, for den er virkelig velskrevet og medrivende.

Vi følger i bogen ungarske Fekete Anna (ungarere siger ALTID efternavnet først finder man ud af i bogen), der som barn flygtede fra borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien med sin familie til Finland.

Hun er startet som kriminalbetjent i et team, der ikke umiddelbart er vant til at arbejde sammen med ”ikke-finner”. Hun lægger ud med en stor sag, hvor flere løbere i øde områder bliver brutalt skudt. Udover at sagen er spændende og først bliver opklaret i en meget spændende afslutning, har krimien, der er den første i en serie, hvor to’eren allerede er udkommet, meget indlevende menneskeskildringer.

Så hvis du er til gode – måske gerne skandinaviske krimier, som Arne Dahls A-team-serie, Springflod-serien og Jo Nesbøs Harry Hole-serie og gerne også – samtidig – til realistiske natur-/ og menneskebeskrivelser, vil Kolibrien helt sikkert være noget for dig. Måske kan du også oven i købet nå at afbestille ferien til Finland her i sommer, for du finder måske ud af at finnerne er lige præcis så sære, indelukkede og ja, morderiske, som man nogle gange forestiller sig…

Damage and Joy!

Jeg tror det vigtigste band for mig i mine teenageår var The Jesus and Mary Chain.

Jeg voksede op i Fredericia, der dengang ikke, groft sagt, blev beboet af verdens mest progressive og åbne mennesker, jeg var usikker og på mange måder nok ensom og ulykkelig. Men i bøger og musik – specielt musik – var der, for mig, adgang til en større og mere fri verden med plads til at være anderledes og oprørsk mod al den konformitet, som jeg var omgivet af.

Og her kommer i 1985 de sortklædte skotter med det viltre hår i The Jesus and Mary Chain perfekt timet ind i billedet. Jeg læste om dem i Melody Maker og NME og ja, hvorhenne mon? Selvfølgelig på biblioteket. Jeg så fantastiske billeder af dem til gigs, der varede 5-10 minutter… Lige indtil der opstod optøjer og koncerten måtte afbrydes. Og jeg smuttede selvfølgelig ned i den lokale forretning lige bagefter: Lydsporet og spurgte efter Psychocandy, som deres debutalbum hed, havde jeg læst.

Og ja, så var verden faktisk lidt forandret for mig for ud af højttalerne kom den her sindssygt støjende rockmusik, som inde under, kunne jeg jo godt fornemme, havde virkeligt fængende melodier. Det album og efterfølgeren Darklands, der var mindre smadret til med larm, men lige så melodisk, blev det primære soundtrack for mit liv de næste år.

Sidenhen har de aldrig overgået de to første albums, men nu er der så, efter et mangeårigt tilløb kommet et nyt album: Damage and Joy. Og kan jeg så lide det? Ja, det giver selvfølgelig ikke det samme kick som i 85, men jeg synes det på mest fantastiske vis, samler deres efterfølgende musik op til en slags samlet highlights af det – uden at der dog er bare et eneste track, der minder om Psychocandy. Jeg tror det er fornuftigt af dem, at lade det rockens nybrydende mesterværk, der var afgørende for fremkomsten af genren shoegaze og for at vi, kan man godt med nogen ret godt påstå, fx har Raveonettes fantastiske musik, stå for sig selv i sin helt egen ret.

De to Reid brødre – William og Jim – har derimod udviklet deres lyd mere og med fx flere lag kor og gået flot videre med duet formen: “Kvinde synger med mand om forhold”, som de tog fængslende op med Hope Sandoval fra Mazzy Star på albummet Stoned and Dethroned. Her blandt andet med Sky Ferreira.

Egentlig forstår jeg ikke altid hvorfor jeg kan lide deres let ironiske, ufølsomme stil, men jeg må endnu engang bare overgive mig til brødrene Reids helt fantastiske sangskrivning og signatur-lyd, som fører mig direkte i lydperfektionisk rock’n’roll himmel på hver eneste sang på Damage and Joy.

Om Velsignelser af Caroline Albertine Minor

Jeg læser ikke så ofte noveller, men kunne ikke sidde en fremragende anmeldelse i Information af novellesamlingen Velsignelser af Caroline Albertine Minor overhørig.

Det fortrød jeg på ingen måde. Som Tue Andersen Nexø skriver i anmeldelsen i Information, er det svært at forklare hvad det er, der gør Velsignelser, så god. Jeg tror blandt andet, helt bestemt, at det skyldes at sproget er afstemt og tilpas lydefri, og at karaktererne hænger sammen på intrigante måder gennem novellesamlingen, men faktisk også at de ikke gør det helt, så det også flosser.

De primære personer i bogen er i 20’erne og den handler vel egentlig om sorg, tab og livets meningsløshed. Her er ikke megen glæde, forelskelse eller anden lykke – allerhøjst som en igangsætning af tragedie. Men der løber alligevel en mystisk ukuelighed gennem fortællingerne, der gjorde at jeg ikke følte mig forstemt efter endt læsning. Jeg havde jo været i et helt særligt univers – påfaldende lig livet. Velsignelser er stor, stor novellekunst.